Udgivet d. 20 marts 2024

Modne medarbejdere er win-win

Første led i fortællingen om aldersdiskrimination

Modne medarbejdere er win-win

Valeur A/S

skrevet af: Rikke Røjgaard

I Valeur har vi mange års erfaring med senior-konsulenter. Så mange, at vi kan kalde brugen af dem en del af vores strategi, hvis ikke ligefrem en streng af vores dna.

Den aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, som jeg selv har været med til at dokumentere i et tidligere indlæg, gør det nemmere for os at hyre de dygtige seniorer og holde fast på dem. Så jeg kunne bare være glad og sidde og godte mig.

Men virksomhederne mangler arbejdskraft og har brug for de ældre. Og de ældre har brug for virksomhederne, når nu pensionsalderen bliver udskudt igen og igen.

Derfor må vi have løst det her problem som samfund.

 

Søren på stigen

Indgangen til arbejdsmarkedet bliver nogle gange beskrevet som en stige, hvorpå det første trin mangler, så det bliver svært, hvis ikke umuligt, at stige på.

For at blive ved den sammenligning, må udgangen til arbejdsmarkedet være en stige uden trin overhovedet, hverken til at komme op, ned eller blive stående.

Allerede når man fylder 50, ser der ud til at opstå et større og større gab imellem den værdi, man føler man har, og den værdi, man bliver tillagt.

Det gab er vi simpelthen nødt til at bygge bro over. Jeg har allieret mig med Valeurs næstældste medarbejder, Søren (69 år), for at få nogle input og teste mine ideer.

Søren oplevede sine muligheder indsnævre sig, allerede da han blev ledig i midten af 50’erne. Han havde ikke tidligere haft svært ved at få arbejde, og da han blev valgt fra til lignende stillinger på basis af sin endnu større erfaring, måtte han konkludere, at det kun kunne være alderen, den pludselig var gal med.

 

Nye spændende regler

I dag er Søren på nedsat tid og på flextid hos os, og det er en af grundene til, at han ikke for længst er gået på pension. Samtidig spiller det ind, at reglerne ændrede sig for nogle år siden, så Søren dels kan supplere sin indtægt med folkepensionens mindste sats, dels undgår at blive trukket i tillægsydelser, selv om hans hustru stadig arbejder.

På den måde har samfundet skabt et incitament for Søren, samtidig med at vi som virksomhed får adgang til nogle kompetencer, vi ellers ville være gået glip af.

Den nedsatte tid, de nye pensionsregler åbner mulighed for, sikrer os samtidig 25 timers effektivt arbejde om ugen – uden at vi kommer til at mærke nogen alderdomstegn. Det kalder jeg en win-win situation og noget, flere virksomheder burde åbne øjnene for.

 

Lavthængende frugter
Inden jeg går videre, skulle jeg måske lige minde om, hvorfor ældre medarbejdere er så værdifulde.

 

  • De hæver niveauet hos alle, når de deler deres viden og erfaring. På den måde hæver de både bundniveauet og topniveauet af de opgaver, der bliver løst.
  • De bærer og formidler den virksomhedskultur, vi gerne vil have går i arv igennem generationer. Og når først man bliver voksen, så indser de fleste, tror jeg, at alderen i sig selv er underordnet alle de andre kriterier for, hvornår man er en god kollega og et spændende menneske.
  • En normal aldersspredning i virksomheden er alle medarbejderes garanti for, at virksomheden tilbyder perspektivrige karriereforløb, som gør, at man vælger at investere sin tid der.

 

Derfor skal vi selvfølgelig smide alle de lavthængende frugter, vi kan høste, efter dem: Nedsat tid, hjemmearbejde og færre vagter på ubekvemme tidspunkter.

Men som jeg har talt med Søren og andre om, er der mere at være opmærksom på.

Det er emner som forandringer, ledelse og respekt. Og i næste nummer gennemgår jeg dem punkt for punkt.

0 Comments

Lyder det interessant?

Kontakt CEO Rikke Røjgaard for at høre nærmere. Det er ganske uforpligtende!

Tlf: 26 37 37 65
Mail: rr@valeur.dk

Valeur A/S